Ny analyse: Biogas kan reducere CO2-udledningen i tung transport med en million tons i 2030

Potentialet for bæredygtig biogas i Danmark er næsten dobbelt så stort, som det behov for biogas, der blev meldt ud fra regeringens klimapartnerskaber i foråret. Dermed er der mulighed for at få store mængder ustøttet biogas ind i den tunge transport.

Biogas rummer et enormt potentiale for at reducere CO2-udledningen i den tunge transport. En ny opgørelse viser, at biogas kan reducere udledningerne fra varebiler og lastbiler med op mod en million tons i 2030. Det svarer til cirka 25 procent af CO2-udledningen fra den tunge transport, oplyser Biogas Danmark.

– 7.500 biogaslastbiler og 75.000 biogasdrevne varebiler kan levere en samlet CO2-reduktion på en million tons i 2030. Vi har i Danmark et enormt potentiale for at producere bæredygtig biogas på basis af husdyrgødning, affald og restprodukter, og vores analyser viser, at vi kan producere rigeligt biogas til både industrien, den danske energiforsyning og transportsektoren, siger Henrik Høegh, der er formand for Biogas Danmark.

– Biogas uden støtte er formentlig den økonomisk mest optimale vej til store CO2-reduktioner i den tunge transport. Biogaslastbilerne kører allerede i stort tal i udlandet, så vi kan bare gå i gang med det samme, siger Henrik Høegh.

Opløftende resultater
Udmeldingen kommer efter, at Biogas Danmark har analyseret en rapport om biogaspotentialet i Danmark, som Syddansk Universitet har udarbejdet for Energistyrelsen. Rapporten viser, at der er et potentiale for 94 petajoule bæredygtig biogas baseret på husdyrgødning og restprodukter fra husholdninger, industri og landbrug.

Det har Biogas Danmark sammenholdt med anbefalingerne fra regeringens klimapartnerskaber for at finde ud af, hvor meget biogas klimapartnerskaberne efterspørger. Regeringens klimapartnerskaber anbefaler, at der anvendes cirka 50 petajoule biogas i 2030.

– Konklusionen er, at biogassektoren kan levere næsten dobbelt så meget biogas, som klimapartnerskaberne efterspørger. Dermed er der et stærkt grundlag for at kanalisere mere biogas ind i den tunge transport, hvor el indtil videre ikke slår til, fastslår Henrik Høegh.

Straffer vognmænd på pengepungen, hvis de vælger biogas
Transportsektoren står i øjeblikket med den udfordring, at en vognmand skal betale cirka 25 procent mere i afgifter, hvis han vælger biogas frem for diesel som brændstof i en lastvogn.

– Der er behov for enorme CO2-reduktioner i den tunge transport. Biogassen kan yde et stort bidrag, men det kræver, at staten ikke straffer vognmændene på pengepungen, hvis de vælger det klimavenlige alternativ, siger Henrik Høegh.

Biogas Danmark anbefaler derfor, at politikerne giver afgifterne et grundigt eftersyn i de aktuelle forhandlinger og tilpasser afgifterne, så en lastvogn på biogas koster samme afgifter som fortsat anvendelse af diesel. Dermed kan en justering af afgifterne gennemføres, uden at det kommer til at koste staten tab af indtægter.

– Biogas uden støtte er formentlig den økonomisk mest optimale vej til store CO2-reduktioner i den tunge transport. Biogaslastbilerne kører allerede i stort tal i udlandet, så vi kan bare gå i gang med det samme, siger Henrik Høegh.

Biogaspotentialet i Danmark er på 94 petajoule ifølge en opgørelse fra Syddansk Universitet. Samtidig indgår der et behov på 50 petajoule biogas i anbefalingerne fra regeringens klimapartnerskaber. Dermed er der et stort ekstra biogaspotentiale, som kan sættes ind i transportsektoren.

Kontaktpersoner

Formand

Henrik Høegh

3012 3972

henrikhoegh52@gmail.com

Biogas Danmark
Axeltorv 3
DK-1609 København V

Direktør

Frank Rosager

+45 4055 1014

fr@biogas.dk

Få nyheder i indbakken

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder, arrangementer og viden direkte i indbakken.