Greengas Denmark og Biogas Danmark inviterer til Grønne Gasdage 2023 den 26.-27. september.
Der er for alvor kommet fart i udviklingen af brint og PtX, og med den første lagring af CO2 i Nordsøen i februar samt tildelingen af det første CCS-udbud i maj, accelererer markedet for fangst, lagring og anvendelse af CO2 og biogas også – alt dette med Danmark som foregangsland.
Så kom til Grønne Gasdage den 26. og 27. september og hør om de enestående forandringer, der sker i gassektoren lige nu.
Naturgassen er udfordret på alle planer forsyningsmæssigt, teknisk og økonomisk af både geopolitiske årsager med krig i Ukraine samt globale klimaudfordringer, og derfor vinder biogassen også indpas i Danmark. Med naturgassen fulgte værdifuld infrastruktur og kompetencer, som vi kan drage stor nytte af til de nye grønne gasser.
Biogassen er blevet voksen og vil i løbet af en kort årrække overtage naturgassens rolle. Målet er helt at udfase den fossile naturgas fra det danske energiforbrug – det er en helt unik foregangsposition for Danmark.
Konferencen afholdes over to dage på Hotel Legoland i Billund den 26.- og 27. september og er for alle, der arbejder med og/eller har interesse for den grønne omstilling og grøn gas. Så kom og få ny viden, få svar på spørgsmål og netværk med nye og gamle samarbejdspartnere i udstillingsområdet.