Det er vigtigt, at den grønne omstilling af varmeforsyningen sikrer borgerne de bedste løsninger til færrest mulige penge – og undgår at ramme socialt skævt. Det opnås ikke med tvangslukning af gasfyr, der kan blive en økonomisk sovepude for fjernvarmen, skriver direktør Lars Kaspersen, Biogas Danmark, i Klimamonitor.
Manglende tilslutning til en række fjernvarmeprojekter er åbenbart den væsentligste årsag til, at der ifølge Dansk Fjernvarme skal gennemføres tvangslukning af tusindvis af danskeres gasfyr. Det fremgår af et debatindlæg af direktør Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme, i Klimamonitor den 13. juni.
Problemet er, at de pågældende fjernvarmeprojekter ikke er attraktive nok til at kunne opnå en stor nok tilslutning. Derfor ønsker Dansk Fjernvarme et forbud mod gasfyr i kommunernes varmeplaner, så borgerne bliver presset til at vælge fjernvarmen.
Alvorlige konsekvenser af tvangslukning
En strategi med tvangslukning af gasfyr indebærer imidlertid alvorlige konsekvenser både for samfundet, for et stort antal danske husejere og for mange virksomheder.
For det første er der en stor risiko for, at et forbud mod gasfyr bliver en gigantisk økonomisk udfordring for mange husejere. Kim Mortensen anerkender, at fjernvarmen ikke når ud til cirka 100.000 husstande, og han peger på, at disse husejere så må investere i en varmepumpe.
Problemet er, at en varmepumpe koster op mod 150.000 kroner, og at mange af de berørte husejere får mere end svært ved at investere så mange penge i en varmekilde. Mange bor i huse til en værdi af 500.000 kroner eller mindre, og samtidig har de typisk en lav husstandsindkomst. De kan ikke finansiere en investering, der udgør en alt for stor andel af ejendommens samlede værdi.
For det andet har De Miljøøkonomiske Vismænd i 2024 gjort opmærksom på, at et forbud mod gasfyr vil øge samfundets omkostninger til den grønne omstilling, når klimaneutral biogas er en mulighed. Dermed lægger De Miljøøkonomiske Vismænd sig på samme linje som regeringens NEKST-arbejdsgruppe, der anbefaler, at ustøttet biogas bør spille en rolle i den danske varmeforsyning.
For det tredje vil et forbud mod gasfyr hos private påføre vigtige dele af erhvervslivet nye økonomiske byrder, når virksomhederne ikke længere kan dele driftsomkostningerne til gasnettet med de private gaskunder.
Fjernvarmen må komme ind i kampen
Kim Mortensen argumenterer med, at der ikke skal være både gasinfrastruktur, elinfrastruktur og fjernvarmerør i gaderne, og i hans optik er det så gasinfrastrukturen, der skal nedlægges.
Imidlertid er det sådan, at gasinfrastrukturen allerede er etableret, så der er ikke behov for nye store udgifter til gasrør for at forsyne de danske varmekunder. En af fjernvarmens store udfordringer er høje omkostninger. Dermed er der risiko for, at et forbud mod gasfyr bliver en sovepude for fjernvarmen, der risikerer at miste fokus på at optimere økonomien i de fjernvarmeprojekter, der har det svært, og på økonomien for varmekunderne.
I stedet for at forbyde gasfyr bør der indføres et lovkrav om udfasning af den fossile naturgas, så den er helt ude af gasfyrene i 2030. Samtidig skal gaskunderne have mulighed for at købe afgiftsfritaget og ustøttet biogas, der kun vil være en smule dyrere end den afgiftsbelagte, fossile naturgas. Det åbner mulighed for at lade husejerne vælge frit mellem fjernvarme, en varmepumpe eller ustøttet biogas.
Dermed skabes der et stærkt markedsincitament for, at både biogasbranchen, fjernvarmen og varmepumpeindustrien gør deres yderste for, at både borgere og samfund får den bedste og billigste grønne omstilling af varmeforsyningen – uden at 100.000 husstande lades økonomisk i stikken. Og så må fjernvarmen komme ind i kampen og konkurrere frit med de andre grønne varmeløsninger i stedet for at bane sig vej frem med et forbud mod gasfyr.
Debatindlægget blev bragt i Klimamonitor den 18. juni 2025