Af Lars Kaspersen, adm. direktør i Biogas Danmark og Erik Østergaard, adm. direktør i DTL – Danske Vogmænd
Den tunge transport står midt i en grøn omstilling, hvor der er politiske forventninger til, at vognmændene går forrest.
Mange har taget opfordringen alvorligt og investeret i lastbiler, der drives af grøn biogas. Men det valg må og skal ikke ende med at blive en økonomisk straf. Derfor er der brug for politisk handling nu: Den kompensation til biogaslastbiler, som blev afsat netop for at modvirke konsekvenserne af kilometerafgiften, skal udmøntes hurtigst muligt.
Kilometerafgiften rammer alle i den tunge transport, men den rammer særligt hårdt de vognmænd, der har investeret i biogaslastbiler og kører grønt. Uden kompensation betyder det, at det grønne valg af biogas bliver betydeligt dyrere end fossile alternativer. Det er stik imod intentionen med den grønne omstilling.
En CO₂- og energiafgiftsfritagelse for ustøttet biogas er her den helt afgørende løsning for den tunge transport. Det er ikke en særfordel, men den nødvendige kompensation for kilometerafgiften og en forudsætning for, at biogaslastbiler kan konkurrere på lige vilkår.
Regeringen og flere politiske partier har allerede anerkendt behovet for, at biogaslastbilerne ikke skal straffes unødigt hårdt af kilometerafgiften. Der er afsat midler via Grøn Fond netop med henblik på kompensation, og der har været dialog med transportsektoren om afgiftsfritagelse af biogas. Hvis der ikke følges op med en konkret politisk aftale, vil det med rette blive opfattet som et løftebrud. Det vil sende et særdeles uheldigt signal til en branche, som politikerne samtidig forventer skal levere markante CO₂-reduktioner.
Afgiftsfritagelse af biogas er hverken et nyt eller kontroversielt tiltag. Det har indgået i en række politiske aftaler og analyser: Den grønne skattereform for industri fra 2022, deludmøntningen af Grøn Fond i 2024 og den grønne trepartsaftale fra 2024. I december 2024 fremlagde Skatteministeriet endda en konkret model for CO₂- og energiafgiftsfritagelse af ustøttet biogas. Det faglige og politiske grundlag er med andre ord på plads.
Der mangler kun én ting: beslutningen.
Vi forstår, at transportminister Thomas Danielsen fortsat ønsker, at midlerne skal ud at gavne de gasdrevne lastbiler. Nu må politikerne ikke tøve længere. Hvis beslutningen udskydes, risikerer vi at bremse den grønne omstilling i den tunge transport og underminere tilliden til fremtidige politiske initiativer. Vognmændene har gjort deres del – nu er det Christiansborgs tur til at levere.