Nyt Biogas Outlook 2025: Øget biogasproduktion er en bunden europæisk opgave

Det nye Biogas Outlook gør status og sætter tal på potentialet i en øget biogasproduktion i både Danmark og Europa.

Danmark er nødt til at tage alle løsninger og teknologier i brug for at få en sikker, uafhængig og grøn energiforsyning. Det gælder både biogas, sol, vind og grønne power-to-x brændstoffer. Det er det overordnede budskab i den nye Biogas Outlook 2025, som netop er offentliggjort.

– Med forbedrede rammevilkår kan biogas i 2030 dække det samlede danske gasbehov i industrien, energisektoren, hos varmeforbrugerne og i den tunge transport. Dermed kan biogasproduktionen levere et solidt bidrag til både grøn omstilling og forsyningssikkerhed, siger direktør Lars Kaspersen fra Biogas Danmark.

Samtidig er biogasanlæggene nøglespillere i forhold til at indfri målet i den grønne trepart om en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Det fremgår af den nye udgave af Biogas Outlook, at Danmark og resten af Europa råder over enorme, tilgængelige mængder af bæredygtige ressourcer i form af affald og restprodukter, der kan omdannes til biogas.

– Det er vigtigt, at vi anvender disse ressourcer optimalt, så vi finder den mest bæredygtige vej til at nå i mål med de store udfordringer med fødevare- og energiproduktion, siger Lars Kaspersen.

Europæisk opskalering af biogasproduktionen

EU-kommissionen offentliggjorde den 6. maj 2025 en plan, der dels indebærer et forbud mod at købe russisk gas, dels omfatter en kraftig opskalering af biogasproduktionen som en del af indsatsen for at gøre Europa uafhængig på energiområdet.

– En øget biogasproduktion er dermed en bunden opgave, og som et europæisk foregangsland inden for biogas har Danmark en stærk forpligtelse til at gå foran og vise vejen for de øvrige lande i Europa, siger Biogas Danmarks direktør.

Få nyheder i indbakken

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder, debatindlæg, arrangementer og viden direkte i indbakken.