Poul Nielson var Danmarks første energiminister, da Danmark begyndte at gøre sig fri af olieafhængigheden og lagde fundamentet til det gasnet, der i dag bliver grønt. Hans budskab til dem, der skal føre den grønne gas i mål, er klart: Ambitiøse målsætninger er ikke nok – der skal konkrete politiske beslutninger bag.
Af Jesper Jürgensen
Poul Nielson er 83 år og spiller fast bordtennis en gang om ugen. Han er ikke typen, der lader tingene glide. Da han som energiminister i begyndelsen af 1980’erne forsøgte at få Novo og Ny Carlsberg Laboratorium til at hjælpe med at løse biogassens tekniske problemer, gav han ikke op ved første afslag.
»Faktisk lå vi nærmest på vores knæ og tiggede dem om at gå med i en opgave, samfundet meget gerne ville samarbejde med dem om,« skriver han i sine erindringer En hel Nielson. »Men fra begge virksomheder var der en helt uinteresseret og afvisende holdning. Det var en stor skuffelse.«
Det var i 1981. Danmark havde netop været igennem to oliekriser. Energiministeriet, som Nielson stod i spidsen for, arbejdede på højtryk for at gøre landet mindre sårbart. Biogas var en del af svaret – men viste sig også at være den sværeste brik at få på plads.
Mere end 40 år senere ser han tilbage på det danske gasnet, som han selv var med til at etablere, og hvor biogas nu udgør 40 procent af gassen. Regeringen har sat et mål om 100 procent grøn gas i 2030. Han glæder sig over udviklingen, men advarer mod at tro, at ambitionen bliver til virkelighed af sig selv.
Olien og ironien
For at forstå, hvor biogassen kommer fra, skal man tilbage til 1973. Danmark havde i årtiet forinden spurtet frem med industrialisering og kraftig vækst, og energiforsyningen var i al stilhed blevet stadig mere afhængig af olie.
Så kom oliekrisen.
Netop det år skiftede en stor kraftværksblok på Vestkraft i Esbjerg fra dansk brunkul til tung olie. Det var, som Nielson senere formulerede det, »en interessant tidstypisk ting« – og en præcis illustration af det problem, energipolitikken nu skulle løse.
Svaret blev Energiministeriet, støtteordninger, forskning og en særlig pulje på 35 millioner kroner – »de spændstige millioner« – til direkte statsligt medejerskab af udviklingsvirksomheder. Det var, som han skriver, »energipolitik, miljøpolitik og industripolitik i én og samme operation«.
Mens biogassen kæmpede sin stille kamp, stod Nielson i spidsen for en anden og mere umiddelbart vellykket del af Danmarks energiomstilling: udbygningen af naturgasnettet og fjernvarmen fra kraftvarmeværkerne. Det blev to af de mest afgørende bidrag til dansk forsyningssikkerhed i årtiet efter oliekrisen.
Samtidig havde etableringen af gasinfrastrukturen og den decentrale energiforsyning en betydelig positiv beskæftigelseseffekt i de økonomisk vanskelige år. Loven om varmeforsyning skabte, som Nielson selv har formuleret det, »klarhed og samfundsøkonomisk rationalitet i de store investeringer«.
Etableringen af en lang række decentrale kraftvarmeværker, som både producerede el og leverede varme til fjernvarmen, var central – både fordi den forbedrede energieffektiviteten, og fordi værkerne kunne aftage biogas fra de lokale fællesanlæg.
Gasnettet, som forsynede de decentrale kraftvarmeværker, industrien og de mange husstande, er det samme gasnet, som biogassen i dag fødes ind i – og som Nielson selv var med til at bygge. Han var ikke blot en tilskuer til den grønne omstilling af gassektoren, men en af arkitekterne bag den infrastruktur, der nu skal bære den.
Biogas var fra begyndelsen en central del af ambitionen. Logikken var enkel: Rensningsanlæggene rundt om i landet producerede allerede energi af spildevandsslam. Anlægget i Nielsons egen valgkreds i Fredericia var, som han skriver, »godt og vel selvforsynende« med energi. Hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre med gylle og landbrugsaffald?
Det viste sig hurtigt at være et langt vanskeligere spørgsmål.
Den lydløse teknologi
Problemet var processen. Styringen af reaktorerne på biogasanlæggene var ustabil, og de mange forsøgsanlæg – fra mindre gårdanlæg til store fællesanlæg som det i Vester Hjermitslev – leverede ikke de resultater, man havde håbet på.
Ministeriet forsøgte derfor at rekruttere nogle af landets stærkeste forskningsmiljøer. Novo og Ny Carlsberg Laboratorium blev kontaktet med tilbud om fuld statslig finansiering, hvis de ville hjælpe med at udvikle enzymer, der kunne stabilisere processen.
Begge sagde nej.
»Udviklingen kom, men den kom langsomt.«
Biogassen kæmpede desuden med en barriere, som ingen for alvor ville tage fat på politisk: naturgasselskabernes kvalitetskrav. For de små anlæg var rensning til naturgasstandard ganske enkelt for dyr, og det forhindrede dem i at levere gas til nettet i årevis.
»Forestillingen om, at markedet som sådan er en egnet og tilstrækkelig vejviser i beslutningsprocesserne, er lidt af en illusion,« siger han.
Mens vindkraft i samme periode fyldte den politiske debat – med hidsige diskussioner om smedemestre kontra industri, om Tvind-møllen og elbaroner – udviklede biogassen sig næsten ubemærket.
»Der var ikke den opmærksomhed. Det var en næsten lydløs, sen udvikling.«
Netop derfor blev de store politiske beslutninger aldrig truffet. Der manglede, som Nielson formulerer det i bogen, »et overordnet syn på organisk affald som en energiressource« – og på landbruget som en sektor, hvor samfundet havde en legitim interesse i at stille krav.
»Samfundsøkonomien ved en integreret løsning på energi- og miljøudfordringerne kunne sagtens have været positiv, selv når det for den enkelte landmand ikke gav overskud,« skriver han.
2030 er ikke en garanti
Vendepunktet kom ikke med én politisk beslutning. Det kom som følge af to samtidige udviklinger: Landbrugets strukturudvikling mod færre og langt større bedrifter og en politisk beslutning om at åbne naturgasnettet for biogas.
»Når det er gået så godt fremad i de senere år, skyldes det, at vi har en industri præget af store enheder,« siger han.
Store landbrug er nu store nok til enten selv at producere biogas eller levere biomasse til store, effektive fællesanlæg.
Og ja – han troede på det hele vejen.
»Absolut. Jeg vendte altid tilbage til sagen.«
At sektoren i dag også har fået sin egen stemme, ser han som en naturlig og nødvendig del af udviklingen. Om Biogas Danmark siger han:
»Jeg tror, at for synligheden og bevidstgørelsen om, at biogas er noget i Danmark, der er meningsfuldt, er det godt, at sådan en organisation eksisterer.«
Regeringens mål om 100 procent grøn gas i 2030 kalder han velkomment. Men han har set for mange runde årstal komme og gå til at lade sig berolige af et tal alene.
»Dansk energipolitik har haft en tendens til at tro, at hvis man har sat sig et mål med nogle procenter i et rundt årstal, så er problemet løst,« siger han.
Det er det ikke.
Hvad han efterlyser, er konkrete beslutninger, der understøtter målet: forsyningssikkerhed, stabile rammevilkår og sammenhæng mellem målet om grøn gas og kravene til landbruget.
»Det regnestykke har jeg ikke set gjort op,« konstaterer han.
Han advarer samtidig mod den modsatte faldgrube: at udfase gas som opvarmningskilde for hurtigt, så længe det er grøn gas, der i stigende grad løber i rørene.
»Biogassen er ikke en fjende af naturgas og omvendt. Vi skal bruge muligheden for, at biogas fylder mere og mere, til en blød landing i den grønne omstilling.«
I 1981 forsøgte Poul Nielson at lægge fundamentet til en dansk biogasindustri. Alligevel gik der mere end 40 år, før Danmark for alvor kom derhen, hvor han mente, landet kunne have været allerede i begyndelsen af 1990’erne.
Spørger man ham, hvad der skal til, hvis målet om 100 procent grøn gas i 2030 ikke skal lide samme skæbne, er svaret det samme, som han gav dengang:
»Tag det alvorligt. Sæt jer ordentligt ind i tingene. Det kræver, at både politikere og virksomheder forstår, at dette ikke er en proklamation – det er en forpligtelse.«