Europæiske topledere og eksperter sætter biogas i rampelyset ved nordisk konference i Aalborg

Nyttiggørelse af madaffald og andre bioressourcer til biogas, produktion af gødning og biochar samt anvendelse af CO2 til produktion af grønne brændstoffer, men også politiske rammevilkår, markedsforhold og oprindelsesgarantier er blandt de mange emner ved Nordic Biogas Conference 2024 den 22.-24. oktober i Aalborg.

Et stærkt opbud af investorer, topledere og eksperter fra store nordeuropæiske virksomheder, Europa-kommissionen, European Biogas Association og de førende nordiske forskningsinstitutioner lægger den 22.-24. oktober vejen forbi Aalborg for at udveksle ny viden og perspektiver om biogasbranchens bidrag til løsning af store samfundsudfordringer.

– Vi er virkelig stolte over, at vi kan invitere til årets stærkeste biogaskonference i Nordeuropa – og det gælder uanset om man er investor, biogasproducent, leverandør af teknologi, viden eller finansiering, forsker eller kunde til de grønne produkter, som biogasbranchen leverer til både virksomheder og samfund, siger faglig direktør Bruno Sander Nielsen fra Biogas Danmark, der er formand for arrangørgruppen bestående af biogasaktører fra de fem nordiske lande, der står bag konferencen.

Biogas er mere i fokus end nogensinde før, og konferencen i Aalborg bliver årets stærkeste biogaskonference i Nordeuropa, siger faglig direktør og formand for arrangørgruppen, Bruno Sander Nielsen fra Biogas Danmark.

Nordic Biogas Conference 2024 foregår i Aalborg Kongres- & Kulturcenter og omfatter dels to dages konference, en stor udstilling med mere end 30 virksomheder samt en dag med studieture til nogle af verdens mest innovative anlæg med produktion af biogas, gødning og Power-to-X brændstoffer, forbehandling af madaffald, pyrolyse og produktion af biochar, forskning i biogasproduktion og bioraffinering.

– Biogassektoren er mere i fokus end nogensinde før, både i Norden og resten af Europa, da det er gået op for de europæiske politikere, at biogas allerede nu spiller en vigtig rolle for den europæiske forsyningssikkerhed, fortæller Bruno Sander Nielsen.

Fangst og anvendelse af biogen CO2 fra biogas til enten lagring eller produktion af Power-to-X brændstoffer bliver et af de store fokusområder ved Nordic Biogas Conference 2024 i Aalborg.

Store perspektiver i biogen CO2 fra biogas

Samtidig er der enorme perspektiver i at udbygge biogasproduktionen og udnytte sidestrømme i form af biogen CO2 fra biogas til produktion af power-to-x brændstoffer – og gødning fra biogasanlæggene, der sikrer recirkulering af vitale næringsstoffer fra eksempelvis madaffald, lyder det fra arrangørerne.

– Derfor er vi rigtig glade for at tilbyde en spændende og visionær konference, der giver vores konferencegæster adgang til den nyeste viden og nye netværk, mens virksomhederne får mulighed for at markedsføre sig over for branchens mest centrale aktører, siger Bruno Sander Nielsen.

Udover Biogas Danmark står Avfall Sverige, Biogass Norge, Energigas Sverige, Finnish Biocycle and Biogas Association og islandske Sorpa bag Nordic Biogas Conference 2024.

Biogasanlægget Grøngas ved Hjørring er et af de biogasanlæg, der bliver besøgt ved studieturene den 24. oktober. Anlægget er Danmarks første ”energiø på land”, hvor der anvendes vindmøllestrøm til produktion af grøn brint. Brinten tilføres en biogasreaktor, hvor bakterier kombinerer brint og biogen CO2 fra biogassen, så der produceres mere grøn metan, der anvendes til produktion af flydende biogas til transportsektoren samt til elproduktion. Grøngas deltager desuden i et projekt, der går ud på at anvende biogen CO2 fra biogasproduktionen til lagring i Nordsøen.

Kontaktpersoner

Faglig direktør

Bruno Sander Nielsen

+45 2724 5967

bsn@biogas.dk

Kommunikationschef

Poul Erik Pedersen

+45 2052 4318

pop@biogas.dk