Fuld opbakning fra Biogas Danmark til minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus: Biogasbranchen er klar til at påtage sig en central rolle i realiseringen af de ambitiøse mål i treparten, lyder det fra Biogas Danmarks direktør Lars Kaspersen, der opfordrer til politisk handling, så planerne kan blive til hurtig virkelighed.
PRESSEMEDDELELSE – En ny ekspertrapport fra Ministeriet for Grøn Trepart sætter fokus på, at biogasanlæggene kan spille en central rolle i realiseringen af den grønne trepart. Biogassen kan både understøtte den markante arealomlægning af hensyn til vandmiljøet og bidrage markant til at nå klimamålene i treparten.
Fra Biogas Danmark er der stor ros til minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus:
– Det er dejligt, at ministeren sætter fokus på, at græs kan bidrage til at forbedre vandmiljøet, levere protein og byggematerialer samt bidrage til grøn energiproduktion i biogasanlæggene. Det giver et stærkt afsæt for den grønne trepart, og vi bidrager naturligvis gerne til at få eksperternes anbefalinger ført ud i livet, siger direktør Lars Kaspersen fra Biogas Danmark.
Eksperterne anbefaler omlægning til græs som et effektivt virkemiddel til beskyttelse af vandmiljøet. Arealomlægningen vil medføre store mængder biomasse, der kan anvendes til produktion af grøn biogas. Det kan være restprodukter fra anvendelse af græs til proteinproduktion, græs der dyrkes af miljøhensyn eller biomasse høstet på naturarealer af hensyn til biodiversiteten.
Udover produktionen af vedvarende energi gør biogasproduktionen det muligt at fjerne næringsstoffer fra arealer, hvor de skader vandmiljøet. Næringsstofferne kan derefter anvendes på robuste arealer, hvor de kan gøre nytte som gødning. Det kan med fordel være på økologiske bedrifter, hvor biogasanlæg kan bidrage til at realisere målsætningen om en fordobling af det økologiske areal.
– Vi er enige i rapportens anbefalinger om at fjerne en række barrierer, der spænder ben for udviklingen på både nationalt plan og i EU-regi. Det gælder først og fremmest den nationale regel om, at græsmarker skal være ældre end 5 år, siger Lars Kaspersen.
Biogasbranchens bidrag forudsætter samtidig, at der kommer forbedrede rammevilkår, for at den nødvendige udbygning af danske biogasproduktion kan blive en realitet.
Her peger Biogas Danmark på, at der er behov for et markedstræk i form af afgiftsfritagelse for ustøttet biogas og et iblandingskrav for ustøttet og afgiftsfritaget biogas til rumopvarmning. Desuden er der behov for en langt mere effektiv godkendelses- og myndighedsproces for nye lokale biogasprojekter.