Der er alt for megen misinformation i debatten om den grønne biogas

En øget produktion og anvendelse af grøn dansk biogas vil styrke EUs uafhængighed på energiområdet og medvirke til, at økonomisk pressede husejere kan komme med i den grønne omstilling af varmeforsyningen, skriver Biogas Danmarks formand, Søren Pind, i Berlingske.

Den danske debat om biogas er for ofte præget af fordomme i stedet for fakta, og hvor mange deltager i debatten, som fanden læser Biblen.

Kronikken af Dan Belusa, som Berlingske bragte 27. juli, er et godt eksempel. Det er ærgerligt, for den slags påstande skader den grønne omstilling og forhindrer Danmark i at få det fulde udbytte af den grønne biogas.

En øget produktion og anvendelse af grøn dansk biogas vil styrke EUs uafhængighed på energiområdet og medvirke til, at økonomisk pressede husejere kan komme med i den grønne omstilling af varmeforsyningen.

Dermed er der ikke hold i Dan Belusas argumenter for en udfasning af de danske gasfyr i Berlingske 27. juli – ligesom der ikke er belæg for hans tolkning af EUs lovgivning på området.

Dan Belusa påstår, at boligopvarmningen let kan klares af fjernvarme og varmepumper. Men hvis det var så let, hvorfor er det så ikke allerede sket?

Kuldsejlede projekter
I de seneste måneder har vi oplevet en række kuldsejlede fjernvarmeprojekter på grund af høje priser og dårlig økonomi, hvor virkeligheden ikke har været, som de flotte planer havde forudsat. Samtidig kræver individuelle varmepumper en høj investering på op mod 150.000 kroner.

Udmeldinger fra en arbejdsgruppe under den nationale energikrisestab NEKST viser, at mindst 100.000 husstande ikke får mulighed for at få fjernvarme og vil få svært ved at finansiere en varmepumpe.

På denne baggrund har NEKST-arbejdsgruppen anbefalet, at husejere med gasfyr bør have mulighed for at anvende ustøttet biogas i boligopvarmningen.

Den oplagte vej frem er at indføre et iblandingskrav, der sikrer, at gashandlerne leverer en stigende andel grøn biogas til boligopvarmning, og at den fossile naturgas er erstattet helt af grønne løsninger i 2030.

Samtidig bør det gøres muligt at købe afgiftsfritaget, ustøttet biogas, som kun vil være lidt dyrere end den afgiftsbelagte fossile naturgas. På den måde vil husejerne få mulighed for at vælge frit mellem fjernvarme, en varmepumpe eller afgiftsfritaget, ustøttet biogas i det eksisterende gasfyr.

Det er som nævnt indledningsvist ikke korrekt, at EU ønsker en udfasning af alle gasfyr. Belusa sammenblander definitioner og krav fra to EU-dokumenter, der ikke har noget med hinanden at gøre – og drager så sin egen konklusion ud fra det. Men den går altså ikke.

I det omtalte bygningsrenoveringsdirektiv er der fokus på udfasning af fossile brændsler – ikke på udfasning af gasfyr. Tværtimod åbner EU for, at der kan anvendes biogas i eksisterende gaskedler.

En klog indsats
Det er heller ikke korrekt, at anvendelsen af biogas i gasfyr vil føre til dobbelttælling af klimaeffekten.

Klimaeffekten af såvel vindmøllestrøm som solenergi og biogas regnes i de lande, hvor energien produceres, og ikke hvor den anvendes, hvilket er en fælles beslutning i FN. Så klimaeffekten af en dansk biogasproduktion forbliver i Danmark.

Det er helt centralt for denne debat, at et stop for gasfyr i Danmark ingen betydning har i forhold EUs uafhængighed på energimarkedet. EU har erkendt, at den billige gas fra Rusland finder vej ind på markedet, hvis ikke der sættes målrettet ind. Derfor har Europa-Kommissionen fremlagt en plan, der forbyder europæisk indkøb af fossil energi fra Rusland.

Heri indgår en massiv forøgelse af den europæiske biogasproduktion, dels som en del af indsatsen for at erstatte den russiske gas, dels som et led i den grønne omstilling. Derfor er det klogt at fremme et marked for en øget produktion af ustøttet og afgiftsfritaget biogas til danskernes gasfyr.

Debatindlægget blev bragt i Berlingske den 31. juli 2025

Forfatter

Formand

Søren Pind

sp@biogas.dk

Biogas Danmark
Vesterbrogade 4A, 4. sal
DK-1620 København V

Få nyheder i indbakken

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder, debatindlæg, arrangementer og viden direkte i indbakken.