Danmark har brug for grøn kapacitet, ikke kun mere grøn strøm

Den næste fase af den grønne omstilling handler om mere produktion af grøn strøm. Biogas er en del af løsningen, når der skal leveres stabil og fleksibel kapacitet.

Af Mads Wagner Dahl, Teknisk analytiker i Biogas Danmark

Den næste fase af den grønne omstilling handler ikke kun om at producere mere grøn strøm. Den handler om at sikre grøn kapacitet, når vi har brug for den, og her er biogas en del af løsningen.

Danmark importerer i perioder betydelige mængder elektricitet fra vores nabolande. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det danske elsystem er tæt integreret med det europæiske, og samhandlen er en grundlæggende del af systemets design.

Men de seneste perioder med høj import synliggør en vigtig pointe: Udfordringen bliver ikke, om vi producerer nok energi over året. Udfordringen bliver, om vi har produktion til rådighed i de konkrete timer, hvor behovet opstår.

Når elforbruget er højt, og vind og sol leverer lidt, bliver Danmark i stigende grad afhængig af kapacitet i nabolandene. I et elsystem med en høj andel vind og sol ændrer forsyningssikkerhed karakter. Det handler ikke længere kun om energimængder, men om at kunne balancere produktion og forbrug time for time – og geografisk dér, hvor efterspørgslen opstår.

Udbygningen med vind og sol har allerede ændret markedsdynamikken. Vi har mange timer med høj produktion og lave priser. Men vi har også perioder med lav produktion, hvor systemet kræver kapacitet, der kan levere uafhængigt af vejret.

I mange år har Danmark kunnet trække på regulerbar produktion uden for landets grænser. Spidslasten er i praksis ofte blevet leveret af anlæg i det fælleseuropæiske system. Men i takt med at elektrificeringen accelererer i hele Europa, stiger behovet for, at flere lande selv bidrager med regulerbar og klimavenlig kapacitet. Balancen skal kunne opretholdes – også når vinden ikke blæser i Nordeuropa.

Samtidig kan regulerbar elkapacitet ikke blive etableret fra den ene dag til den anden. Den globale efterspørgsel på teknologier som gasturbiner er steget markant i takt med elektrificering og nye store elforbrug. Produktionskapaciteten er specialiseret og kan ikke hurtigt udvides. Nye anlæg planlægges derfor med flerårige leveringstider.

Det betyder, at beslutninger om ny kapacitet skal træffes flere år, før behovet opstår. Hvis denne kapacitet skal være et grønt alternativ til eksisterende fossilbaserede anlæg, kræver det rettidig planlægning.

Her spiller biogas en særlig rolle, fordi den produceres løbende over året, mens elbehovet varierer. Gaslagrene gør det muligt at lagre den gas, der ikke anvendes med det samme, og bruge den senere – netop i de timer, hvor elsystemet har behov for regulerbar effekt. Energien kan dermed stilles til rådighed, når vind og sol ikke leverer.

På den måde supplerer biogas vind og sol.

Gasturbiner drevet af biogas kan levere samme systemydelser som traditionelle spidslastanlæg – uden fossil CO₂-udledning. De kan startes hurtigt og producere præcis i de timer, hvor behovet opstår.

Udbygningen med vedvarende energi har grundlæggende ændret det danske elsystem. Den næste fase af omstillingen handler derfor ikke kun om flere megawatt fra vind og sol. Den handler om at kombinere den store, vejrafhængige produktion med teknologier, der kan levere stabil, styrbar og klimavenlig kapacitet.

Danmark har derfor ikke kun brug for mere grøn strøm, men også for grøn kapacitet.