Regeringens flotte mål om 100 pct. grøn gas i 2030 kræver tempo og konkrete beslutninger i 2026

Biogas Danmark er glad for, at regeringen vil udfase fossil naturgas i opvarmningen og har sat et mål om en 100 pct. grøn gasforsyning med biogas i 2030. Det er også godt, at regeringen vil have fart på dette arbejde og allerede i år fremlægge en konkret plan for, hvordan målene skal nås.

Biogas Danmark understreger, at det er nødvendigt med en markant udbygning af biogasproduktionen. I den nuværende energisituation er der mere end nogensinde behov for tempo i udbygningen af danskproduceret, grøn energi.

”Regeringen sætter en klar retning og fastholder målet om et grønt gasnet i 2030. Det er den helt rigtige prioritering. Når den geopolitiske uro vokser, og presset på energiinfrastrukturen stiger, er det afgørende, at Danmark producerer mere af sin egen energi. Her kan biogas spille en central rolle,” siger adm. direktør i Biogas Danmark, Lars Kaspersen, der samtidig bakker op om formuleringerne i regeringsgrundlaget, der nævner, at ”adgang til rene, billige og pålidelige energikilder er grundforudsætninger for europæisk konkurrenceevne, stabilitet, sikkerhed og tryghed”.

Ifølge Lars Kaspersen er det derfor helt afgørende, at man fjerner fordyrende barrierer for produktionen af grøn energi i Danmark.

”Vi skal drastisk forenkle processerne for godkendelse af grønne energiprojekter og afskaffe urimelige skatter og afgifter – herunder afgift på biogas leveret gennem gasnettet. Regeringen peger selv med rette på en del af disse udfordringer – de konkrete løsninger er kendte,” siger Lars Kaspersen.

Det gælder ikke mindst i en situation, hvor energisystemet er udfordret, og behovet for stabil, dansk energiproduktion vokser. Udbygningen af elnettet er flere steder under pres og medfører derfor en betydeligt længere tidshorisont for at få indfriet elektrificeringens løfter.

Biogas Danmark peger på en række konkrete initiativer, som kan understøtte målet om en hurtigere udbygning af biogasproduktionen.

Et ambitiøst iblandingskrav i opvarmningen vil kunne fortrænge den fossile naturgas og samtidig hurtigere end andre løsninger sikre, at vi når det grønne gaskryds i 2030 samt, at den gas, vi bruger – også til opvarmning – er grøn, så længe vi har brug for det.

”Biogasbranchen er helt klar til at hjælpe den nye regering og Folketinget med at nå de grønne ambitioner, og potentialet for mere biogas er stort. Der er nu brug for, at regeringen i 2026 følger op med konkrete rammevilkår, så ambitionerne omsættes til opførelse af nye biogasanlæg og udvidelse af de eksisterende,” slutter Lars Kaspersen.